Hunde i snor

Hunde i snor

Så vidt, jeg ved, skal man holde hunde i snor. Så vidt, jeg har oplevet, er det langt fra altid, folk holder deres hunde i snor.

   De eneste hundeejere, der altid holder deres hunde i snor, er de unge kvinder, der ejer sådan en lille, hysterisk Paris Hilton-ting. Snoren er så ofte en lille fiks, kort læderting. De – de unge kvinder altså – kunne i halvdelen af tilfældene spare sig for at holde hunden i snor, da de alligevel slæber rundt på hunden i armene eller i en eller anden Louis Vuitton-kopi-agtig taske. Men dem om det – de unge kvinder altså, som jeg har indtryk af udelukkende har nye smykker og nye højhælede sko i hovedet.

Fiske-hjuls-snoren

Er denne type hunde i snor ikke i læder eller taske, er næsten helt sikker ejet af kvinder, der er blevet så meget ældre, at de ikke længere er piger af 40-år-plus-segmentet; vi taler om gamle damer – nåh, nej, ældre kvinder. Deres små hunde i snor er alt for ofte i en snor af fiske-hjuls-typen: Er låsen ikke er slået til, så kan torsken – undskyld hunden – løbe med linen. Det giver oftest et af to scenarier: En hysterisk hund i snor bjæffende og snerrende mellem benene på én, eller en knapt så højlydt én af slagsen der forsøger at parre sig med éns skinneben.

Hunde og børn

Og så er der den lidt mere alvorlige udgave af hunde, der ikke er i snor: De store bevidst eller noget mindre bevidst fremavlede racer: I disse tilfælde burde der hver gang være tale om hunde i snor. Eller måske mere tale om ejere i snor.

   Det skulle jo efter sigende ikke være hundens skyld, at den er, som den er. Det efter sigende heller ikke er børnenes skyld, at de er, som de er. Men ligesom jeg helst ville se alle den slags hunde i snor, så har jeg også mødt børn på gader og stræde og i supermarkeder, hvor de – børnene altså – burde have været i snor.